I denne måned er det ti år siden at vi (Laila og Anders Køj) fik ideen til 21-5. Et jubilæum som dette giver anledning til både at glæde sig over hvor vores ide er nået til i dag, og også til at se lidt tilbage på, hvordan det hele startede. Vi kom begge fra ejendomsbranchen og havde lige inden finanskrisen satte ind, brugt en masse tid og energi på at opbygge Sunliving, som skulle være Danmarks førende formidler inden for ejendomme i udlandet. Vi tog os både af salg af ejendomme mange steder i verden, men havde også opbygget en administrationsafdeling hvor vi servicerede bygherrer i udlandet med alt fra hjemmeside og salgsmateriale til håndtering af penge og dokumenter i forbindelse med salg. I september 2008 startede finanskrisen, og telefonen stoppede med at ringe - danskerne havde mistet modet til at købe ferieboliger i udlandet.

Det var et blodigt efterår i ejendomsbranchen det år, og vi kunne godt mærke, at det nok ville tage en rum tid, før alt faldt til ro igen. I midten af november 2008 sad vi og spiste frokost. Telefonen ringede ikke meget i de måneder, så vi blev ikke forstyrret og havde derfor god mulighed for at tænke tanker og tale sammen om ideerne. Vi havde en avis liggende på bordet, hvori der var en artikel om deleboliger. Det var så vidt vi husker en artikel om nogle lejligheder i Frankrig, som blev forsøgt solgt i 10 andele. Det er jo velkendt, at når en elefant er svær at sluge i én mundfuld, så er det bedre at skære den ud i mindre stykker. Vi var ikke tændt på den ide, men det at dele tiltaler os generelt. Husk på at dette var flere år inden der blev talt om deleøkonomi i medierne, så der var ikke så meget at spille bold på ad og sammenligne med.

Talen over frokosten endte i en decideret brainstorm, hvor ideer fløj om ørerne på os. Pludseligt var der en ide som udviklede sig, og den var ret simpel. Hvorfor ikke være FLERE familier om at dele FLERE ferieboliger. Det smagte godt, og gav mening i mange retninger. Langt de fleste ferieboliger står tomme det meste af året - rent spild. Hvis man ejer flere ferieboliger med andre familier, så er der også langt større variationer på feriemulighederne. Det lød rigtig godt så vi tænkte videre. Hvor mange familier om hvor mange boliger var næste skridt. Vi fandt ret hurtigt ud af, at der skulle være 4 familier om hver bolig. Dette forhold ville gøre at alle ville have 3 måneder i snit om året til ferier. Det er cirka dobbelt så meget, som vi forventede at man ville benytte, men der skulle være luft i kalenderen, ellers ville det hele blive for presset, og alle ville have svært ved at få de uger, som man gerne ville have. Hvor mange familier/boliger skulle der så være? 6-7 boliger med op imod 30 familier virkede for uoverskueligt. 2-3 boliger med 10-12 familier gav for lidt i ferievariation. Vi skulle derfor finde en løsning i midten af det spekter. 20 familier om 5 ferieboliger - det lød som den helt rigtige formel. 20 familier er til at overskue i en gruppe, og 5 ferieboliger giver en god variation af feriemuligheder.

Den dag gik vi hjem fra kontoret helt høje. Vi syntes ideen var fantastisk. Samtidig var vi meget ydmyge, for det var jo bare to tal sat sammen, nogen måtte have tænkt lignende tanker før?

De efterfølgende uger gik derfor med at google rundt i hele verden, hvordan gør man sådan noget med at flere familier går sammen om flere ferieboliger? Vi søgte og søgte, og vi kunne finde enkeltboliger som blev delt. Vi kunne finde timeshare. Vi kunne finde såkaldte property clubs, hvor man køber en andel/aktie i et uigennemsigtigt set-up. Men vi kunne ikke finde noget som helst, som bare mindede om det vi havde inde i vores hoveder.

Efter et par uger med at kigge rundt i hele verden og tænke flere tanker tog vi beslutningen - det skal vi lave!

En ting er som bekendt at få ideen, en anden ting er at realisere den. Vi var samtidig udfordrede af at have brugt alle vores sparepenge - og lidt til på Sunliving. Vi måtte ud og hente hjælp fra venner og familie, og udviklingsarbejdet tog lang tid, da der er rigtig mange faktorer i at få alt til at spille. 20 familier blev til 21 pga. et nu hedengangne rullende kalendersystem, og vi var nede rigtig mange veje med ”hvad nu hvis”. Konceptet stod klart i slutningen af 2010, men finanskrisen buldrede stadig af sted, så det tog lidt tid at finde de første familier.

På et tidspunkt måtte vi opgive at samle 21 familier, og blev enige om at stifte den første forening med 12 familier, for derefter at købe de første tre boliger. Den første forening blev stiftet i juni 2012 godt 3 år og 6 måneder efter ideen var blevet skabt, og foreningen var først fuldtegnet med 21 familier i maj 2013. Det er vist det man kan kalde det lange seje træk. :-)

Vi var drevet af en ide, som vi heldigvis selv syntes var fantastisk. Samtidig fik vi rigtig mange positive tilkendegivelser rundt omkring, hvilket var næringsfyldt brændstof til at blive ved og ved og ved. Vores store styrke er, at vi er et par. Hvis den ene er lidt nede, kan den anden hive en lidt op og omvendt. Hvis vi havde haft andre partnere derhjemme, havde tålmodigheden nok ikke været så stor fra den anden part. Det var jo først i slutningen af 2013, at vi kunne hæve en løn som bare mindede om den, vi havde haft i tidligere jobs. Men det var ikke pengene der trak, det var ideen. Ønsket om at se ideen virke. Ønsket om at skabe forøget livskvalitet for familier som gik med i foreningerne, ønsket om at opfylde deres drømme.

Vi stifter snart DK26 og DK27. Konceptet har vist sin styrke og er blevet en lille del af hele markedet for ferieboliger. Danske familier har investeret over 1.000.000.000 kr. gennem vores foreninger. Vi har købt over 100 boliger i udlandet til vores familier. Vi er over 40 dedikerede medarbejdere, som hver dag gør alt for, at vores familier i foreningerne har et så problemfrit og dejligt ejerskab af deres boliger som overhovedet muligt.

Vi er meget taknemmelige, for at vi hver dag får lov til at lave lige præcist det vi holder allermest af.

Tak for at vi i dag kan fejre 10-års fødselsdag for 21-5 ideen.

Laila og Anders


Kontakt os i 21-5, vi kan hjælpe jer med at opfylde jeres ferieboligdrømme.

Skriv til info@21-5.dk eller ring på 70 26 11 55