Property Operations
Lisette Fugmann Thamdrup
Lisette er en af ”de nye udefra” og er Teamlead for Property Development og Support. Vi faldt pladask for Lisettes gode energi, smil og ordentlighed samt hendes erfaring med kundeservice og support. Hun har en dyb interesse for mennesker, relationer og fællesskab, og drives af det, vi kan skabe sammen.
Lisette har bl.a. været centerchef i et shoppingcenter med ansvar for at tiltrække og fastholde kunder. Her var synlighed, kundernes behov og samarbejdet med stakeholders de væsentligste grundsten. De seneste år har hun arbejdet med udvikling af oplevelser og support i turismebranchen.
Lisette har i mange år været godt gift med Jens, og sammen har de to voksne børn, som er fløjet fra reden og begge har kærester med anden nationalitet.
Lisette og Jens bor i et aldersblandet bofællesskab med 33 ejerboliger og 90 beboere i Birkerød. Her er der god mulighed for at sætte Lisettes kompetencer i spil i forhold til at være med til at skabe meningsfulde fællesskaber og samlingskraft på tværs, at inkludere, give livsglæde og få ting til at ske.
Hun bruger fritiden på at være aktiv i bofællesskabet, ror på Furesøen, går til fitness og nyder at være sammen med venner og familie. Herudover elsker hun at stå på ski, at være ude i naturen og som spejder hylder hun mottoet: Frihed under ansvar.